Adfærdsændring

Er du kørt fast i et mønster, hvad enten det er rygning, vægtproblemer, stress, fobier, traumer, lavt selvværd eller angst? så ligger der muligvis i hypnoterapien en mulighed for dyb fysisk, mental og følelsesmæssig healing. En mulighed som er tilgængelig for de fleste mennesker.

Alle vores reaktionsmønstre og overbevisninger er indlærte gennem livet, og på indlæringstidspunktet er det overlevelsesstrategi, en måde at passe bedst muligt på os selv. De første indlæringer er typisk kopireaktion fra eksempelvis vores forældre, derefter kommer så vores egne oplevelser, samt det vi tænker os til. Hvor godt og hurtigt vi indlærer, afhænger af hvem eller hvad vi lærer fra på det pågældende tidspunkt.

Man kunne sammenligne os med en computer, hvor det underbevidste sind er er det der ligger på harddisken, og det bevidste sind er det vi ser på skærmen. Et nyfødt barn svarer altså til en ny computer. Styresystemerne er der, men programmerne skal først lægges på. Og ofte er det sådan, at vi henter programmer alle mulige steder fra. Vi ønsker selvfølgelig gennemtestede og førsteklasses programmer, men ind imellem smutter der nogle andre programmer ind, og måske har de virus med. Så begynder maskinen at drille og gør ikke det vi beder den om.

Præcis det samme sker der med os mennesker, der smutter ind imellem nogle uhensigtsmæssige mønstre ind, fordi vi har været åbne for indlæring. Men indlæring kan både være begrænsende og støttende. Eksempler på begrænsende indlæring kunne være fobier, afhængighed, spiseforstyrrelser osv. Det der giver os reaktionsmønstre og overbevisninger, som spænder ben for, at vi kan være den bedste udgave af os selv. Støttende indlæring/aflæring kunne f.eks. være terapi i hypnose. Hypnose/hypnoterapi kan i mange tilfælde være et fantastisk og hurtigt redskab til at skabe adfærdsændring.